"spring, spring, spring" - og så spang trommehinden

Igår var der rumble in the jungle. En lille forhutlet gruppe studerende af forskellig nationalitet vandrede uforvarende ud i junglen tæt på Kailua. Målet var et sagnomspundet vandfald, og hvad vigtigere var det van(d)vittige spring ud over dets kant. En meget begejstret Canadier ved navn John, der mod rejsens slutning nærmest kammede over i hysteri, forsikrede gruppen om at springet var mindst: "40 feet dude, 40 freakin' feet!". Hvor meget det præcist er for almindelige metric-mennesker, er jeg ikke helt sikker på, men over 10 meter i hvert fald. Det havde taget John 50 minutters intensiv selvmotivation og nedværdigende hån på vandfaldets kant at mønstre modet til at springe ved første besøg, så han var ikke sikker på, at han kunne klare det i denne omgang. "If I havnt decided that im gonna do it in advance im going to succumb to fear of death and possibly faint." fik han fremstammet. Gruppen var meget spændt. Selve turen var ganske kort, men gik gennem noget af den flotteste natur, jeg er stødt på herovre. Jeg ved tilfældigvis at de optager "Lost" herovre, og der var flere steder der så bekendte ud. Hvorvidt det er ønsketænkning eller fakta skal jeg ikke kunne sige.

Efter endt march nåede vi vandfaldet og den tilhørende meget lille bjergpool. Vi kravlede rask op af en mudret og glat skråning med håbet om at finde udspringspunktet tæt knyttet til brystet. På toppen af den lille skråning fandt vi udspringspunktet, som lå afskåret fra os af ca. 2 meter nervepirrende klarting på skrånende og mudrede sten og kviste. Eftersom klatreturen ned fra udspringspunktet ville være en både temmelig beskidt og farlig fornøjelse, var det imidlertid relativt let at beslutte sig for at springe. Jeg smed taske og sko, og kravlede og krabbede mig ud på kanten. Da jeg stod på kanten vurderede jeg at der var ca 12 meter ned, og eftersom der ikke var andre der var interesserede i at springe, så blev det min opgave at teste dybden på poolen nedenfor. Med ryggen til poolen hang jeg i rebet som var min sidste livline. Heldigvis er det let at gennemføre den slags mandomsprøver eftersom man ikke skal gøre andet end at slippe. Som sagt så gjort. Fint svæv stort plask. Opildnet af adrenalinen i mine årer løb jeg op og sprang igen. Og sprang min trommehinde. DOH! Så var det slut med at føle sig som en fandens karl. Lidt efter kom nogle af de lokale gutter forbi og lavede den såkaldte "suicide" hvilket er en maveplasker fra 12 meter. Så var det helt slut med at føle sig som en fandens karl.

Aftenen tilbragte jeg på Castle medical center, hvor en kineserlæge kiggede mig i øret og sagde "Is okay. Heal iself. No worry." og chargede mig 301 dollars for fornøjelsen. Hvor er din health-bill nu Obama?

Desværre gør billederne ikke turen ret, og der er intet billede af et udspring. Man skal dog forestille sig, at vi sprang fra et sted over øverste venstre hjørne på bjergpool billedet.