"spring, spring, spring" - og så spang trommehinden

Igår var der rumble in the jungle. En lille forhutlet gruppe studerende af forskellig nationalitet vandrede uforvarende ud i junglen tæt på Kailua. Målet var et sagnomspundet vandfald, og hvad vigtigere var det van(d)vittige spring ud over dets kant. En meget begejstret Canadier ved navn John, der mod rejsens slutning nærmest kammede over i hysteri, forsikrede gruppen om at springet var mindst: "40 feet dude, 40 freakin' feet!". Hvor meget det præcist er for almindelige metric-mennesker, er jeg ikke helt sikker på, men over 10 meter i hvert fald. Det havde taget John 50 minutters intensiv selvmotivation og nedværdigende hån på vandfaldets kant at mønstre modet til at springe ved første besøg, så han var ikke sikker på, at han kunne klare det i denne omgang. "If I havnt decided that im gonna do it in advance im going to succumb to fear of death and possibly faint." fik han fremstammet. Gruppen var meget spændt. Selve turen var ganske kort, men gik gennem noget af den flotteste natur, jeg er stødt på herovre. Jeg ved tilfældigvis at de optager "Lost" herovre, og der var flere steder der så bekendte ud. Hvorvidt det er ønsketænkning eller fakta skal jeg ikke kunne sige.

Efter endt march nåede vi vandfaldet og den tilhørende meget lille bjergpool. Vi kravlede rask op af en mudret og glat skråning med håbet om at finde udspringspunktet tæt knyttet til brystet. På toppen af den lille skråning fandt vi udspringspunktet, som lå afskåret fra os af ca. 2 meter nervepirrende klarting på skrånende og mudrede sten og kviste. Eftersom klatreturen ned fra udspringspunktet ville være en både temmelig beskidt og farlig fornøjelse, var det imidlertid relativt let at beslutte sig for at springe. Jeg smed taske og sko, og kravlede og krabbede mig ud på kanten. Da jeg stod på kanten vurderede jeg at der var ca 12 meter ned, og eftersom der ikke var andre der var interesserede i at springe, så blev det min opgave at teste dybden på poolen nedenfor. Med ryggen til poolen hang jeg i rebet som var min sidste livline. Heldigvis er det let at gennemføre den slags mandomsprøver eftersom man ikke skal gøre andet end at slippe. Som sagt så gjort. Fint svæv stort plask. Opildnet af adrenalinen i mine årer løb jeg op og sprang igen. Og sprang min trommehinde. DOH! Så var det slut med at føle sig som en fandens karl. Lidt efter kom nogle af de lokale gutter forbi og lavede den såkaldte "suicide" hvilket er en maveplasker fra 12 meter. Så var det helt slut med at føle sig som en fandens karl.

Aftenen tilbragte jeg på Castle medical center, hvor en kineserlæge kiggede mig i øret og sagde "Is okay. Heal iself. No worry." og chargede mig 301 dollars for fornøjelsen. Hvor er din health-bill nu Obama?

Desværre gør billederne ikke turen ret, og der er intet billede af et udspring. Man skal dog forestille sig, at vi sprang fra et sted over øverste venstre hjørne på bjergpool billedet.

Pow(er) to the people

Da jeg igår aftes havde haft fornøjelsen af mit første Global Leadership kursus på Windward campus søgte jeg ly for styrtregnen under et lidt forfaldent busskur på Pali highway. Efter kort ventetid søgte en ung hawaiiansk mand ligeledes ly for naturens rasen. Vi faldt i snak som to mænd inderegnet i et busskur nu gør, og jeg blev lidt klogere på det hawaiianske sprog. Den unge mand spurgte mig om jeg var "pow" og jeg svarede naturligvis "æhhh?". Det tog han nu ingen notits af og informerede mig om at han netop var pow og at fyraftensræset var skyld i bussens langsommelighed. Som den garvede ræv jeg nu engang er begyndte jeg så småt at lægge to og to sammen, og jeg spurgte den unge mand om pow monstro betød "færdig" eller "fyraften". Han forklarede derfor at pow betyder "færdig" eller "slut" og det synes jeg er temmelig sejt! Den unge mand kastede om sig med sætninger som "Yeah, work is just pow downtown and now everyone has to go home". Når jeg går ud af badet i mit hus råber jeg bare "POW!" fra nu af.

For at vende tilbage til det kursus som jeg netop var pow med, så drejer det sig naturligvis om PSGL 6500 og handler om sustainable developement som et alternativ til de klassisk neo-klassiske økonomisk udviklingsmål. Det er jo fint, men det der begejstrede mig personligt var det udprægede fokus på Public Affairs. Vi skal skrive politiske memoer som en del af kurset, og forsøge at frame og formulere politiske udviklingsspørgsmål på en hensigtsmæssig måde. Endelig et kursus der giver mening. Programmet handler om udvikling og vi skal kloge os på bæredygtig udvikling, men vi beskæftiger os med emnet udfra en politisk og kommunikativ vinkel i erkendelse af at vi ikke er biologer men akademikere der skal kunne kommunikere komplekse spørgsmål effektivt og klart. Hele Global Leadeship programmet virker faktisk som om det har fat i den lange ende. En MA-uddannelse på HPU som faktisk kunne være relevant at have med i bagagen? Oh dear... Og så var lærerinden den første underviser jeg har haft der ikke primært havde stand up comedy som sin force. Det var sgu ret befriende. Jeg skal nok stå for the wise cracks her.

Jeg slutter af med et par iphone billeder af Windward Campus. De er taget fra det bord hvor jeg læser mine lektier. Er det ikke idyllisk?

Campus paradise

Idag havde jeg min første undervisning på HPU's Windward Campus, der ligger lidt oppe af kysten og meget nær min nye hjemstavn Kailua. Og hvilket campus! Præcis som man forestiller sig et universitet på Hawaii, eller sådan ser det i hvert fald ud i min fantasi, så spreder bygningerne sig ud over et større areal midt i junglen omkranset af bjerge. Luften er fyldt af eksotiske duftindtryk, og fremmedartede dyrelyde trænger gennem skumringen. Pludselig springer en mand kun iført lændeklæde ud af skyggerne, og svinger sig ved armenes kraft tværs over parkeringspladsen i en lian... Det sidste er noget jeg finder på, men alt det andet er ganske sandt. Min undervisning finder sted om aftenen, og de fleste undervisere lader døren til vildnisset stå åben, så man kan nyde aftenbrisen i klasselokalet. Jeg bilder mig ind at det er et meget læringsfremmende miljø, jeg er indtrådt i.

Hvad angår undervisningen, så er jeg vist også sikker på at få kam til mit hår, og min hjerne kommer nok til at få brug for al den friske luft, den overhovedet kan komme i nærheden af. Menuen bestod idag af International and Domestic emergency manegement, og de indledningsvise serveringer var ganske ordinære. Men så kom den kogte hund på bordet. Eller abehjerne eller anden upassende spise. 50 % af karakteren i dette fag gives på baggrund af den "emergency response plan" som man på egen hånd udarbejder, og implementerer hos en lokal virksomhed i området. Så skal jeg ellers love for, at man som retoriker er på relativ tynd is i junglen. Vores underviser er eks-marine, og er vist ikke typen der giver ved dørerne, så nu skal jeg ned og lave en emergency response plan for Taco Bell en af de næste dage. Det skal nok blive kønt. Æhhh here goes: First point of order: OOOUUTT! Everybody out really fast. In case first point of order fails: Duck and cover. God bless us all.

Så der er som sædvanligt slanger i paradis.

Organisatorisk underskud

Saa skal der blogges med amerikansk tastaur og selvom det stadig er qwerty-systemet, saa er det jo i sig selv en udfordring. Jeg befinder mig pt. i HPU's computerlab, og forsoger desperat at udfylde ventetiden mellem klasser. Heldigvis er det jo det man har en blog til. Jeg har netop overstaaet "PSOC 6446 - organizational change; consulting theory and practice" under ledelse af professor Ward der anvendte en undervisningsteknik der til forveksling minder om Kockens. Med andre ord fri association over emner der til noeds kan siges at vaere perifaert relevante for undervisningsemnet. Dog var der denne gang et vist fokus paa fremtiden for konsulentgerningen, hvorimod Prof. Ward ved tidligere lejligheder har brugt hele timer paa at snakke om "Nam" og forgaeves drage paralleler mellem moderne forretningsliv og krig. Det er i hvert fald hvad mine medstuderende fortealler mig. Altsaa a classic case of Walter-syndrome; This is not Nam, this is consulting goddamnit! Jeg er aerlig talt ret oploeftet ved tanken om at have en Nam-nut som underviser, og haaber kraftigt paa nogle anekdoter som jeg kan dele med evt. laesere. Naar jeg nu har valgt at ettikere dette indlaeg Organisatorisk underskud skyldes det dog primaert min egen uformaaenhed udi planlaegningens kunst. Tirsdage har jeg sammensat en fagpakke der starter med PSOC 6446 fra 1050-1315 og slutter med COM 6000 fra 1715-2000 hvilket betyder at jeg skal draebe 4 timer downtown hver tirsdag resten af semesteret. Forvent laange blogindlaeg samme tid samme sted.

Studiemiljoet downtown er sparsomt indrettet, og jeg har ikke fundet aekvivalenten til aelkvantor endnu. Indtil videre har jeg hovlet nogle kaffer paa "Bad ass coffee" der befinder sig lige overfor hojhuset hvor undervisningslokalerne er. De bryster sig af deres homegrown caffee herovre og Kona Blend er faktisk heller ikke daarlig. Kaffe er desuden en af de faa ting der er til at betale. Damen bag disken er en punker med vanvittig daarlig musiksmag, taenk Gawin Degraw paa repeat, saa jeg er endnu ikke helt paa det rene med om jeg kan li stedet eller ej. Det er i det mindste mere inspirerende end Starbucks. I det hele taget faar man ikke fornemmelsen af et studiemiljo paa samme maade som man er vant til i Europa. Her kommer man til klasser, og saa skrider man til standen hurtigst muligt. Det giver selvfolgelig ogsaa meget god mening, naar det er hojsommer hver dag, men jeg tror ogsaa det siger lidt om de akademiske traditioner herovre. Lidt mindre studendikos hygge og lidt mere surfs up dude. Can you dig it?

Velkommen til Humuhumunukunukuapua'a-blog

Som enhver studerende udi kommunikationens ædle kunst vil vide, så er det i udvælgelsen af et nyt og catchy produktnavn vigtigt at fokusere på det konkrete, simple og uventede. Med disse formaninger in mente har jeg derfor valgt at døbe min blog: Humuhumunukunukuapua'a-blog, da Humuhumunukunukuapua'a er navnet på den meget kendte hawaiianske nationalfisk (konkret) og denne fisk besidder både karakteristika og et navn der skiller den ud fra den grå masse af fisk der ellers forurener vores verdenshave (uventet). Hvorvidt navnet så er simpelt (simpelt) kan jo diskuteres, men hvis man klapper sig igennem ordet så hjælper det i hvert fald lidt. Vi prøver: Humu (klap) humu (klap) nuku (klap) nuku (klap) apua'a (valgfrit klap). Jeg vælger personligt at ignorere det afsluttende "'a" og eftersom dette lille fonetiske greb endnu ikke er blevet påtalt af de lokale, tror jeg vi er godt kørende. De fleste af jer vil nok faktisk medgive at det ikke er så slemt endda, når man har udtalt fiskenavnet et par gange. Og så er det jo lidt af et partytrick/icebreaker lige at slynge navnet på den hawaiianske nationalfisk ud i lokalet.

Det fjollede navn på fisken giver mig så samtidigt lejlighed til at lave en lille blogicebreaker, og introducere lidt fornuftig viden om det oprindelige hawaiianske sprog. Der er nemlig kun 12 bogstaver til rådighed i det hawaiianske alfabet, hvilket har ledt til denne irriterende tendens med at gentage stavelser i et væk for at kunne fremvise nogle by/vej/fiskenavne af bare nogenlunde acceptabel længde. En anden konsekvens af dværgalfabetet er at alle veje og steder mere eller mindre hedder det samme. Det flyder med stedsangivelser som kokuioku-vej, koioukua-vej og kukuioko-vej og som udlænding er man derfor fuldstædig stedblind. Nede i Honolulu centrum har imperialisterne heldigvis vist de primitive lokale hvor skabet skal stå, og velsignet os med vejnavne som Bishopstreet (hvor Hawaii Pacific University ligger), Richardsstreet osv. Vestlig kultur demonstrerer endnu engang sin naturlige overlegenhed. Denne vedvarende kulturkamp vil jeg komme nærmere ind på i senere blogindlæg.

Nu skal jeg læse op til COM 6000 - introduction to Communication, hvilket vel nok skulle kunne give mig noget inspiration til specialet... SUK!

This is Nis Sperling signing off, Aloha!

Ps: Et lille billede af blog-fisken til at øge graden af konkrethed!