Idag havde jeg igen fornøjelsen af Prof. Wards visdomsord under PSOC 6446 forelæsningen. Til de af jer der ikke har opdateret jer på Humuhumu-bloggen på det seneste, så beskæftiger PSOC 6446 sig med organisatorisk forandring og mere specifikt, hvordan konsulenter i alle farver og størrelser (det er jo USA after all people) kan påvirke omtalte. Prof. Ward er en gammel nisse, der har lavet lidt af hvert i sit lange liv. En så imponerende livserfaring som den fx. Prof. Ward kan fremvise, kan tilsyneladende udmunde i to ganske forskellige scenarier; På den ene side kan den omfattende livserfaring resultere i en næsten uimodståelig autoritet eller ethos, som man drages imod og ser sig nødsaget til at lytte til. På den anden side kan det, som det er tilfældet med de fleste universitetsforelæsere af fremskreden alder, resultere i den undervisningsmetode som jeg tidligere har døbt fri association. Prof. Ward skal med sikkerhed findes i denne sidste kategori. Problemet som jeg ser det, er, at mange ældre forelæsere, og mennesker i det hele taget, antager, at deres formålsløse tirader om stort og småt er interessante og relevante uanset situationen. Lad mig give et eksempel fra det virkelige liv: Da jeg spørger Prof. Ward om hvordan en god konsulent integrerer alle interessenter i en organisation i forandringsprocessen, (jeg ved godt det ikke er noget særligt interessant spørgsmål, men man får karakterer for at deltage ligesom i gymnasiet, så jeg gør, som de dumme piger gjorde, og rækker hånden op selvom jeg godt ved jeg ikke har forstået en brik af emnet) så svarer den gode professor med en sammenligning. Nu er sammenligningen jo ikke nødvendigvis et onde i undervisningssammenhænge, flere gamle grækere benyttede sig med stor succes af den, men den skal benyttes med måde. I et fremragende eksempel på alt andet end mådehold bruger Ward herefter 45 min. På at forklare om dengang han var flyhavariekspert, og efterforskede et styrt udfor Oahus kyst. Sammenligningen er meget detaljeret. Faktisk er den helt ubegribeligt detaljeret. Vi hører om øens geografi, hvem der var på arbejde på flybasen den dag, klimaet i området, flyets opbyginig osv osv osv. Efter de 45 min. Er hele klassen fuldstændig blank på hvad spørgsmålet var, og hvordan denne historie nogensinde skulle kunne besvare noget som helst. Det viser sig så at Ward gerne vil fremhæve at vidnerne til ulykken alle sammen så noget forskelligt, og at det altså ikke er let at få folk til at dele perspektiv på en ellers entydig hændelse. Ward har jo fat i den lange ende i forhold til det konkrete og håndgribelige i undervisningen, eftersom et flystyrt er til at tage og føle på. Han gør også noget overraskende idet han sidestiller konsulentgerningen med flystyrtsefterforskning. Men de her fine ting bliver desværre fuldstændig underordnet hans trang til at fortælle en røverhistorie fra sin ungdom, og hans blinde tro på, at alt hvad der kommer ud af hans mund, er interessant alene af den grund, at det er ham, der fortæller det. Da ingen andre i klassen virkede det mindste overraskede over den 45 min lange hjerneblødning, vi lige havde været vidne til, spurgte jeg ind til emnet. Og det er åbenbart hans undervisningsmetode i en nøddeskal. Så vil jeg sku hellere ha noget tørt og kedeligt, der holder sig til emnet. Og det fik jeg så med COM 6070: Statistical communication. Oh ak oh ve!
